Staffan Westerberg i byen igen...

af Klaus Simonsen, Det Lille Teater

I anledning af, at den svenske børneteatermand, Staffan Westerberg, var i København i 2002 for at lave sin 13. forestilling i løbet af 37 år på Det Lille Teater, interviewede teatrets Klaus Simonsen ham .

Staffan Westerberg den store svenske mester kommer til København

Staffan Westerberg, du har været med siden Det lille Teaters start i 1966 og har nu med din 13. forestilling her på stedet holdt kontak-ten ved lige i 37 år. Det er lang tid. Denne gang skriver du et eventyr om H. C. Andersens barndom. Fra han blev født, til han tog til København for at prøve lykken. Forestillingen hedder meget typisk for dig: Lykkens Galoche. Det lille Teater og du har holdt kontakten med hinanden så du har sat en forestilling op ca. hvert 4. år siden 1966, men din hoved-arbejdsplads er Stockholm, hvor du både skriver instruerer, laver scenografi og til tider også selv spiller med udover, at du spiller med i andre instruktørers forestillinger. Du arbejder både med børneteater, voksenteater og cabaret. Sandelig en meget flittig person. Hvilken forestilling var din første rigtig store børneteater-succes?

SW: Det var ”Et lille Drømmespil”, som jeg satte op på Stockholms Stadsteater. Det kom sig af, at jeg to år tidligere havde sat Strind-bergs ”Et Drømmespil” op på Stockholms Stadsteater. Det var en stor forestilling med tyve medvirkende og blandt andet nogle seks meter høje dukker. Forestillingen blev ikke helt så vellykket som jeg havde tænkt mig. Jeg havde ikke fundet essensen. Kritikken var delt. Halvdelen skrev, at det var en katastrofe, og halvdelen skrev at det var genialt. To år senere satte jeg det op på ny, denne gang for børn. Jeg tænkte meget over det. Og så var det som at vågne om morgenen i klart lys og huske det der var bedst fra det store stykke. I Strind-bergs stykke varer ægteskabet en halv time. I min omskrivning varer det to minutter. Det var som en SMS-besked. Jeg forenklede og for-enklede. Jeg tog derefter Strindbergs replikker ind igen. En af de be-rømte er: ”Det er synd for menneskene”. I mit stykke blev det til: ”Det er synd for mig”. En væsentlig forskel og alligevel ikke. Stykket blev en ganske god gentagelse på en naiv måde og forklarede på enkel vis Strindbergs ”Et drømmespil”. Den spillede jeg selv i to sæsoner i træk i Stockholm på Stockholms Stadsteater. Udover mig, var det med en dukkefører og en musiker som også spillede engel.

Siden har du taget fat i mange store personligheder: Einstein, Chaplin, H.C. Andersen, Kjeld Abell og Karen Blixen. SW: Jeg har vasket nogle af deres tanker gennem mit sind, således at børn får et glimt af store tænkeres tanker og personlighed. Altid på en naiv måde, en barnlig måde, det skal altid være morsomt. Selv-følgelig også sørgeligt ind i mellem. Men mest morsomt.

Dine egne eventyr har du også haft stor succes med.

SW: Ja, for eksempel ”Suttekluden”, et teaterstykke, jeg spillede på Dramaten i Stockholm, vi spillede den over 400 gange. Men især ”Wilsen i pandekagen”, en TV- børneudsendelse over 8 gange blev en kæmpe succes, som blev genudsendt igen og igen, og har skabt en form for kult, således at jeg nu kan lave shows som hedder ”Wilsen i pandekagen år 2002” som trækker den aldersgruppe i teatret, der dengang sad foran fjernsynet og så ”Wilsen” som små. Så mit pub-likum er mellem 25 og 35 år, en aldersgruppe som normalt ikke går særlig meget i teatret. I det hele taget er jeg meget betaget af teatret som medie, fordi det er et samspil mellem skuespillere og publikum, og det er så øjeblikkeligt, så når det er forbi, er det forbi.

Du har valgt disse store personligheder og skabt forestillinger om dem, men hvad ser du som den røde tråd?

SW: Ja, dem har jeg valgt og det sjove er, at da jeg spillede min fo-restilling om Chaplin sagde alle at jeg lignede Chaplin, og da jeg spillede min forestilling om Einstein sagde alle at jeg lignede Einstein, men jeg har også valgt Moliere og Villy Sørensen. Af Villy Sørensen har jeg for nylig lavet ”Romeo og Signe”. Fælles for dem er, at de har noget klovn i sig. At de er verdensklovne. Jeg brugte for eksempel det kendte billede, hvor Einstein rækker tunge af verden i min fore-stilling om ham. Jeg rækker også tunge af mig selv i mine forestil-linger. Det er væsentligt at se det absurde og stille det frem. Det samme gjorde sig gældende i min forestilling om Frans af Assisi, den kom til at hedde: ”Broder Frans”, om munken som kunne tale med fuglene, han som sagde: ”Tak broder sol, tak søster måne”. Han var den livsglade munk. Et citat fra forestillingen: ”Jeg er Himlens lille tosse, jeg ser hellere på et grønt blad, end jeg læser blad i bog. Hvert et dyr og fugl er min ven, siden langt tilbage”. I spillet er det ikke et spørgsmål om en ironisk distance eller morsom distance, det er et spørgsmål om en leg. Teaterleg. Efter netop den forestilling: ”Broder Frans” var jeg en dag ude for, at en mor kom hen til mig og sagde: ”Det var en vidunderlig historie, men kan børn godt forstå en munk som levede i 1500 tallet?” Dertil svarede hendes barn: ”Mor, jeg skal nok forklare dig det hele når vi kommer hjem”. Så er alt som det skal være.

Du er blevet tildelt mange priser gennem tiden, og senest er du blevet æresdoktor.

SW: Luleå Tekniske Universitet har udnævnt mig til æresdoktor i december 2002.

Hvorfor Luleå?

SW: Begrundelsen var at jeg har betydet meget for den nordlige region af Sverige. Rent faktisk har jeg også tit spillet eller iscenesat forestillinger i Nordsverige. Jeg kommer jo selv deroppefra. Men nu arbejder jeg mest i Stockholm.

Der er gået en del år, siden du sidst var her på Det lille Teater. 1996 var sidst du var her.

SW: Jeg har travlt i Stockholm, så derfor, men jeg har også været meget glad for at bruge de store danske fortællere, og dem har jeg lært at kende ved mine mange ophold i Danmark i København. H.C. Andersen er jo en af de største, som jeg har brugt meget og ladet mig inspirere af.

I Sverige har man sagt om dig, at ”Det er dit fel, Staffan Wester-berg”. I den offentlige debat blev du anklaget for med TV -serien ”Wilsen i pandekagen” at have ødelagt en hel generation af børn i Sverige. Sikke en ære.

SW: Så fik jeg fremstillet nogle T-shirts med netop det slogan på. Er det mig der har ødelagt en hel generation, så lad alle vide det. Jeg ser mig selv som anarkist, eller måske snarere én, som vover at være sær. Måske uprofessionel, ikke perfekt. Der skal være noget skævt. Jeg skal række tunge af mig selv.

Du er kendt for at lave nogle ganske korte slagord, sætninger, som kan bruges hele tiden.

SW: Det er min stil. I ”Lykkens Galoche” siger storkemor: ”At flyve er at leve” og galochen (H.C. Andersen) siger ”At skrive er at læn-ges”. I tidligere forestillinger har jeg brugt udtrykket ”Du findes så længe jeg mindes”.

Jeg tænker også på udtrykket: Teatret er en varmestue.

SW: Ja, det har jeg sagt. Der kan man sidde og have det rart, og måske endda more sig lidt. Teatret er øjeblikkets barn.